Shortcut to sustainable experiences

På bæredygtig guidetur i Aarhus

I samarbejde med GoGreenAarhus gennemførte Grønt AU for nylig den første guidede cykeltur med udgangspunkt i GoGreenAarhus-kortet.

Af Thomas Mangaard Hansen og Mogens Brandt, Grønt AU

Økologi ad libitum

Fra Statsbiblioteket cyklede vi mod Trøjborg og det første stop på turen, Jordens Frugter i Tordenskjoldsgade. Indehaveren Bodil Dahl Jensen åbnede butikken for næsten 27 år siden. Det gør den til Aarhus' ældste økologiske købmand. Hun fortalte, hvordan udvalget af økologiske varer er gået fra et minimalt sortiment til i dag at omfatte stort set alle slags varer. Den økologiske mælk, som nu kan købes i alle supermarkeder, var slet ikke at finde på hylderne før starten af 1990'erne. Det er et godt eksempel på et område, hvor udviklingen er gået i den rigtige retning, selvom der stadig kan gøres mere. Butikken har et rigt varieret udbud af økologiske varer, som får selv det mest velassorterede supermarked til at blegne i sammenligning, især når det kommer til brød, frugt og grønt. Jordens Frugter er bestemt et besøg værd - eller flere!

 

Fitness i det grønne

Turen fortsatte gennem Riis Skov i umiddelbar nærhed af Trøjborg. Skoven har altid været flittigt brugt af motionister, både til løb og gåture, men nu er det også muligt at dyrke fitness i det fri. Hvis man leder efter et alternativ til de store indendørs fitnesscentre, er her et godt bud. Her får man frisk luft og havudsigt, og så koster det ikke en krone.

 

Bæredygtig filmfestival

Næste holdt på ruten førte os forbi Filmbyen i de gamle Turbinehaller på havnen. Det var nu ikke filmbyen, vi var kommet for at høre om, men filmfestivalen Nordisk Panorama, der fandt sted i slutningen af september. Filmfestivalen afholdes hvert år i en af de fem nordiske byer, som samarbejder om den. I år var turen kommet til Aarhus. Aarhus har sendt et stærkt signal ved at fokusere på bæredygtighed i afviklingen af festivalen. Blandt andet blev der ikke udleveret plastflasker med vand, men i stedet en drikkedunk til at fylde med postevand. Programmet er trykt på FSC-mærket papir på et svanemærket trykkeri, og de skuldertasker, som filmfolkene fik, er lavet af genbrugsmaterialer fra presenninger.

 

Borgerbidrag og bæredygtighed

Det næstsidste stop på den guidede tur rundt i byen var Skanseparken i bydelen Frederiksbjerg tæt ved Strandvejen. Her mødte vi den meget energiske Peter Skjalmfra Bureau Detours, der står bag omlægningen af legepladsen i den ene ende af parken. Et nøgleord for projektet er borgerbidragelse - bemærk: ikke kun borgerinddragelse! Her har borgerne nemlig selv været aktive i arbejdet med at udforme legepladsen. Desuden er bæredygtighed i højsædet: For eksempel er fliserne fra Randers Tegl, og træstammerne er af dansk eg, som er langtidsholdbart uden trykimprægnering. Inden længe åbner huset Skansen. Bygningen skal have solfangere og drivhus på taget og være et mødested for de lokale beboere - især de unge - til fællesspisning og andre aktiviteter. Peter gjorde opmærksom på, at alle var velkomne til at kigge forbi. Med Peters ord: "Der er altid kaffe på kanden!" Huset skal stå færdig i slutningen af 2011.

 

Vinyl og økologi

Vi afrundede turen med kaffe og croissant på den hyggelige café og pladebutik Stardust i Klostergade i hjertet af Aarhus. Stardust har et stort udvalg af vinylplader, som man kan lytte til i en af de mange trådløse høretelefoner, så caféens andre gæster ikke behøver lytte med. Caféen tilbyder en række økologiske lækkerier - en bred vifte af drikkevarer (kaffe, te, saft, sodavand, øl - og endda spiritussen er økologisk) samt hjemmebagte brød og kager.

 

Om Grønt AU

Grønt AU er det grønne netværk på Aarhus Universitet - et selvstændigt studenternetværk som blandt andet arrangerer forskellige aktiviteter, fx KlimaCafé cirka en gang om måneden med oplægsholdere, der beskæftiger sig med klima og bæredygtighed. Se www.facebook.com/grontau

2012

2011