Om Verdens Skove
Verdens Skove er en miljøorganisation, der arbejder for beskyttelse og bæredygtig brug af verdens skove - både de danske skove og regnskovene.
Verdens Skove kæmper for at skabe bedre vilkår for både natur og mennesker. Vores projekter udføres altid i tæt samarbejde med både oprindelige folk, lokalbefolkning og andre miljøorganisationer. En stor del af Verdens Skoves arbejde er også at påvirke den miljøpolitiske debat i Danmark, og vi kæmper for, at den danske naturpolitiske lovgivning bliver udviklet og forbedret.
Mission
Verden Skove skaber handlemuligheder for folk, der gerne vil redde verdens skove. Vi finder nye veje til at give den levende skov værdi for mennesker gennem kampagner, forbrugeroplysning, uddannelse, samarbejde og konkret arbejde i regnskoven.
Værdier
• Vi tror på, at rydningen af regnskoven kan stoppes.
• Vi tror på, at vild natur har særlige værdier - biologiske, miljømæssige og æstetiske.
• Vi tror på, at mennesker skal inddrages, hvis vi skal redde naturen.
• Vi tror på handling og giver plads til dem, der vil gøre noget.
Mærkesager
• Regnskoven
• Naturskov
• Skov og Klima
• Indfødte folk
• FSC
• Biobrændstoffer
• Green wash
• Biodiversitet
Verdens Skoves historie
I 1982 ville de første mennesker bag Nepenthes gøre noget ved den svindende regnskov, og de startede med at boykotte flere fastfoodkæder. Kampagnen Burgerens kød er regnskovens død gjorde opmærksom på, at kødet i vesterlændingenes burgere kom fra køer, hvis græsningsareal var tidligere Amazonas skov. Nepenthes' første projekt med oprindelige folk var Kampen for Penanstammen. Nepenthes støttede penanerne i kampen mod tømmerfirmaer, der ville fælde den skov, de levede i og levede af. Det store folkelige gennembrud fik Nepenthes i 1989 med sin hidtil største og mest succesfulde kampagne Red Regnskoven.
Siden har organisationen drevet flere succesfulde kampagner og lokale projekter, der har gjort en forskel for verdens skove - både de danske skove og regnskovene. I 2011 skiftede organisationen navn til Verdens Skove.
Læs mere om kampagnen i de andre artikler under temaet: Verdens Skove i skovens år.



